Hvem er jeg

Jeg hedder Helle og jeg har arbejdet som dagplejer siden 2012. De første mange år var jeg kommunal dagplejer, men i januar 2018 valgte jeg at starte min egen private pasningsordning (tidligere kaldt for privat dagpleje). Det har jeg bestemt ikke fortrudt. Det har givet mig en meget større frihed, og mindre administrativt arbejde, så jeg i stedet kan prioritere at bruge tiden på det jeg egentlig helst vil; nemlig at være sammen med børnene.

Jeg føler mig meget privilegeret over at have et arbejde, hvor jeg kan få lov til at være med til at give jeres børn en tryg og rolig start på livet.  
Jeg er gift med Anders og mor til 2 skønne unge mennesker. Magnus på 19 der går på skole i Aalborg, og Lærke på 24, der studerer i Aalborg. Derudover har jeg en bonusdatter, der også bor i Støvring, med mand og børn. Husstanden her tæller også en meget godmodig kat og en sød hund, der ikke går sammen med børnene.

Hos mig vil I møde et familiært og nært miljø, hvor hele familien er glade for, at der kommer så mange dejlige børn i huset. Min familie vil også blive en del af jeres børns hverdag her. Hvilket børnene har stor glæde af. Både Anders og Lærke er godkendt som afløsere, hvis det skulle ske, at jeg bliver nødt til at skulle til læge eller andet.

Jeg bor dejligt centralt i Støvring, hvor jeg indenfor har indrettet et stort lyst legerum til børnene. Hos mig er der masser af plads til at udfolde sig både indenfor samt udenfor i vores dejlige store have, hvor børnene vil finde masser af legeredskaber og plads til at tumle på. Desuden har jeg en stor sandkasse med plads til alle børnene og et godt område med fliser, hvor de kan køre på 4-hjulet løbecykler og scootere.

Hvorfor vælge privat pasningsordning?

Ved privat pasning kan I i god tid vælge den pasningsordning I ønsker og skal derved ikke gå og bekymre jer, om I nu får den plads I håber på. Her vælger I mig og jeg vælger jer.

I privat pasning er der ingen gæstebørn. Det giver en dejlig ro og genkendelighed, da det altid er den samme kendte børnegruppe, som børnene er sammen med. Det mindsker samtidig smitterisikoen.

Jeg er godkendt af Rebild Kommune på samme betingelser som de Kommunale Dagplejere. Det betyder, at deres føres pædagogisk tilsyn af Rebild Kommune, som kommer på både anmeldt og uanmeldt tilsyn.

Du kan naturligvis få tilskud til pasning af dit barn her hos mig. Tilskuddet får du af din kommune. Du har nemlig ifølge Dagtilbudsloven ret til frit valg, når du vælger pasning til dit barn.

Der ydes søskenderabat fra Kommunen ligesom i andre pasningstilbud

Ved privat pasning, kan der ikke tilbydes gæstepleje. I skal derfor selv kunne dække ind ved ferie og evt. sygdom.

Gennemførte kurser:

  • Uddannet DGI Certificeret Idrætsdagplejer Opdateret
  • Opdateret Førstehjælp til Småbørn
  • ICDP – et kursus der har fokus på relationen mellem barn og voksne. Ved at være støttende, vise omsorg og anerkendelse over for barnet.
  • Børns motorik, sansning og bevægelse - 2025
  • Børn, natur og udeliv - 2024
  • Børns sociale udvikling - 2024
  • Børns sproglige udvikling - 2023
  • Barnets Første 1000 dage - 2023 
  • Babytegn / Tegn til tale
  • Løfte- og bæreteknik
     

 

Jeg søger løbende ny og relevant viden i mit arbejde.